Bookmark and Share     Sitemap    

Om Per Lau Jensen

 
 
Det var året, hvor transistorradioen så dagens lys, SAS som de første fløj en polarflyrute imellem København og Los Angeles og McDonald's blev grundlagt. En, i den sammenhæng, væsentlig mindre begivenhed var, at jeg blev født. Det var den 7. maj 1954 hen under aften. Jeg voksede op i Holte, lige nord for København, i et pænt mellemklassehjem. 

 

Jeg har været bybud hos boghandleren, ansat på et autoværksted og haft få måneders karriere hos Gyldendal. Jeg har arbejdet som sanitør, nattevægter, lastvognschauffør og sejlet med Søværnet, været racerkører, sælger og ansat på et forskningsinstitut. Jeg har en handelseksamen og er uddannet som statsaut. ejendomsmægler. Jeg har haft lederstillinger og været selvstændig indenfor ejendomshandel og byggeri.

Men jeg har altid skrevet. Alt muligt. I skolen var dansk stil stort set det eneste, jeg tog alvorligt. Ved flere lejligheder læste jeg i dansktimerne op af egne noveller og romaner. Engang læste min dansklærer en af mine noveller højt til et forældremøde, fordi hun mente, at forældrene kunne lære noget af den. Det var stort.

Jeg skrev til skuffen i 25 år, før jeg sendte et manus til et forlag. Det var i 1991. Det var ikke egnet til udgivelse; men fik en meget pæn udtalelse fra forlaget, som opfordrede mig kraftigt til at skrive videre. Imidlertid var selve arbejdsprocessen med at skrive manus til en hel bog alt for langvarig og isoleret for mig. Så jeg opgav faktisk at blive forfatter. Men jeg fortsatte med at skrive til skuffen, korte tekster og afsnit af noget, som burde kunne blive til en bog, men aldrig blev skrevet færdigt. Først 16 år senere tog jeg igen livtag med arbejdsprocessen. Nu passede den mig anderledes godt. I 2009 udgav jeg min første bog.

Jeg bor i dag på Costa del Sol i Spanien, oppe i bjergene bag kysten. Langt ude ad en grusvej, med citrontræ og palmer i forhaven, med udsigt til Veñuela-søen, La Maroma (2.069 meter, højeste punkt i regionen Axarquia og i provinsen Málaga) og et kig til Middelhavet. Her sidder jeg og skriver. 

Min fritid er koncentreret om min hund, fluefiskeri (gerne i vildmarken), historie og en interesse i vintage cars, specielt Jaguar og Mercedes.