(først offentliggjort i magasinet Hund&Hund, februar 2012)
Disse ord skrives i starten af januar. Her i det nordskånske oplever vi netop nu en pause i den regnbyge, der startede den 8. juli lige over frokost. Et let lag sne er faldet, og for første gang i denne omgang ligner det vinter.
Efter et par kolde og hvide vintre her, med temperaturer ned til minus 19, er man jo nok blevet lidt forkælet, for vi kan godt lide sne og kolde frostgrader, der klinger i luften som tonen fra en isblå violin. Schæferen og jeg.
Schæferen bliver gerne fjolleglad, når sneen lægger sig. Han bukkespringer rundt og spiser en mundfuld sne imellem hvert spring. Noget, som jeg desværre altid er nødt til at afbryde, fordi han ellers får dårlig mave af alt det kolde. Så langt tænker bølleschæferen nemlig ikke.
”Hvad mener du med at skrive, at jeg ikke tænker langt. Jeg kan da tænke helt frem til frokost,” indvender schæferen og får et drømmende udtryk i øjnene.
Regn og rusk er vores værste fjende. Det nedsætter værdien af vores fælles gåture ganske væsentligt. Schæferens kolossale poteplader, der er på størrelse med en fodboldbane, plasker nemlig litervis af snavset regnvand op på den langhårede schæfermave for hvert skridt. At justere schæferen til indendørs brug efterfølgende er derfor en større operation, som udføres på det lille krageslots overdækkede veranda med vand, svampe og indtil flere badehåndklæder. Det tager næsten lige så lang tid som gåturen.
I flere måneder har vores lille nordskånske by været et mudderhul. Det har flere årsager.
Ude i skoven har de hele efteråret været i gang med at fælde træer. For her i Sverige er skoven ren forretning, og den tiltrækker ikke svenskere synderligt som rekreativt område, ligesom de heller ikke viser den store interesse for husene ude i skovområderne, og det skyldes muligvis det historiske faktum, at det var de fattige, der boede i skoven.
Det var ”statarne”, jordløse landarbejdere, der boede derude og arbejdede for de svenske storbønder. Desuden var der ”torparne”, husmændene. Husmandsstederne i skoven var små og jorden ofte lejet af storbonden. Torparne var tit nødt til at arbejde for herremændene og passe deres lejede jord ved siden af for at få de økonomiske ender til at mødes.
Priserne på ejendomme i skoven holdes i dag primært oppe af danskere, nordmænd, tyskere og hollændere, der i vid udstrækning køber til fritidsbrug. Derfor er der ingen rekreative overvejelser, når man lægger et større stykke skov ned for at sælge træet.
Der køres med skovmaskiner på størrelse med en mellemstor københavnsk udlejningsejendom, som afsætter meterdybe spor i skovbunden og efterlader flere hektar land som et arret og goldt landskab i en fjern galakse.
Ved vores lille, lokale sø, der er kantet af skov, har vi en sti med lys, der følger bredden, så man kan gå hele vejen rundt. Den bruges flittigt af byens borgere og hundeluftere. Men selv sådan et område er åbenbart ikke fredet for skovmaskiner.
I starten af efteråret (også det helt ideelle tidspunkt, hvis man vil skabe det største mudderbad) begyndte de at fælde og udtynde store dele af skoven omkring søen. De kørte med dieselmaskiner og tvillingehjulsmonterede lastbiler, så stierne blev kørt op, og det blev stort set umuligt at gå rundt om søen uden at vade i mudder til schæferørerne.
Samtidig gik de i gang med to andre skovarealer her omkring byen, endda også vores ganske lille skovområde skråt overfor krageslottet ned til togbanen, hvor der nu er tyndet så voldsomt, at der kun står få forvirrede stammer tilbage.
Halvdelen af byen er desuden gravet op, fordi der lægges fjernvarmerør, og vejene er fyldt med afspærringer, bulede Bobcats, lastbiler med tippelad og arbejdere i refleksvest med termokaffekande i hånden.
Og (man tror, det er løgn) så begyndte de også at bygge ny station for et par måneder siden. Toget skal nu til at stoppe igen her i byen. Så dér kører de med gravemaskiner og lastvogne med materialer på tonstunge longtrailere.
Der er ingen steder at gå schæfertur. Det hele sejler i mudder. Og sheriffen er sur. En dag slog han ud med bødeblokken efter en af arbejderne ved den nye station, da vi passerede. Arbejderen hoppede en meter i vejret.
”Ha,” lo schæferen. ”Så du de dér orange refleksbukser. De blev helt brune på bagdelen!”
Desværre havde jeg min lillefinger lidt uheldigt om snoren, så det kostede en forstuvning, da sheriffen satte i gear.
”Hvor der schæferhandles, der spildes. Ofte en pjokfinger,” fastslog schæferen ubekymret.
Schæferen bryder sig heller ikke om alt for målbare vindstyrker. Og vi har ikke haft andet. Det nedsætter muligheden for at retningsbestemme duft og lyde, siger han. Det gør ham lige lovlig agtpågivende, når vi går tur. Og det er altså ikke en fordel, når man i forvejen er af schæfersherifslægt og derfor ejer hele verden og alting.
Så de seks måneders efterår, som vi indtil videre har haft her i Nordskåne, har ikke været nogen udelt fornøjelse. Schæferen har faktisk været så utilfreds med regnen, at han flere gange har stillet sig på verandaen med snudeskaftet mod himlen og gøet ad Gud. Jeg selv har knapt så fine forbindelser, jeg nøjes med at gø ad meteorologerne på tv.
Selvom vi foretrækker en snevinter, er det naturligvis heller ikke uden problemer. Når man har schæfer.
Da schæferen nu husker så fantastisk dårligt, og jeg er sådan en hensynsløs pjokleder, så udfører jeg gerne et stort nummer hver vinter, når den første sne er faldet. Første gang, hvor schæferen går snusende ind under et lille træ, der tynges tungt af sne, så strækker jeg benet frem og sparker til stammen. Sekundet efter er han hvid schæfer og dobbelt så stor. Så ryster han sig og ser sig overrasket omkring, mens jeg står og fløjter uskyldigt.
Det gjorde jeg også sidste år; men dagen efter tog schæferen en frygtelig hævn. Vi gik med lang snusesnor, som jeg kalder det, i den lille skovbevoksning imellem banen og vores lille krageslot (det var dengang hvor der stadig stod træer). Schæferen var dybt optaget af en duft og trak i snoren. I stedet for at rive irriteret den modsatte vej, stoppede jeg og holdt snoren stram, indtil han søgte øjenkontakt, og følte mig som en meget tålmodig og velovervejet hundejer. Schæferen sendte mig et vurderende blik, og jeg burde allerede dér have anet uråd. Så sprang han dramatisk baglæns over på min højre side, bagom og frem i én hurtig bevægelse. Han stoppede nådigt, da snoren lå stramt omkring mine knæ og kikkede bagud.
”Har du lyst til en kolbøtte?” sagde hans milde schæfersmil.
”Nu skal jeg sige dig noget, schæfer, du …”
På det tidspunkt kom der en kat slentrende ti meter fremme på tværs af hans schæferkurs. Det kan man jo ikke lade passere som schæfersherif, så han skød frem som et missil. Jeg slog en dobbeltkolbøtte og foretog derefter adskillige rulninger i sneen. I takt med at jeg mere og mere lignede en snebold, blev vægten trods alt for meget for firspringsschæferen. Han stoppede modvilligt. Katten var formentlig for længst forsvundet. Ud for mit ene øje var der et lille hul i sneen, hvor jeg kunne se, at sværvægtsweileren kom ind i billedet fra højre med den ældre mand i snor.
”Hvad laver I?” spurgte weileren.
”Det ved jeg ikke,” svarede schæferen og rystede lidt overbærende på hovedet. ”Jeg tror, pjoklederen er ved at lave en snemand.”
Men det var sidste vinter, foreløbig er det bare mudret. I morgen er dagens sne smeltet igen, og de lover regn.
”Det dér Spanien, du talte om, hvornår flytter vi?” spørger schæferen.
”Jo, men banken synes …”
”Jamen, jeg trænger til sol, knæksugerør og søde schæfersenoritas omkring poolen!”
”Det forstår jeg, men …”
”Og når den dér bog, du har skrevet om mig, bliver udgivet, så bliver jeg jo berømt, så kan jeg få mig nogle solbriller og hænge ud på Costa del Spanien med Claudia og andre kendte schæfere i stedet for at leve i denne her skånske muddergrøft,” siger schæferen og knejser med nakken.
”Pas nu på, du ikke taber æggene, schæfer.”
”Hvad?”
