Knud igen I
"Se den fumleflyver," gøer schæferen. Vi er lige kommet hjem fra morgengåturen, står i indkørslen, da en tung skade lander klodset på græsset og ser sig forvirret om.
"Det er da Knud," siger jeg. "Det er længe siden, vi har set ham."
Og i samme øjeblik hører jeg fodtrin. Jeg ved, hvem det er, før jeg vender mig om. De går med så lydløse sko.
Ægteparret Jönsson, som bestemt ikke har hund, er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede for enden af vejen i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Han plejer at hilse afmålt og sende mig et langt, undersøgende blik. Det gør han også nu.
Jeg forsøger at forklare:
"Altså, vi har jo kendt Knud fra han var helt lille," jeg viser med hænderne, hvor lille han var; men det skaber blot en rynke i psykiaterpanden, "og under hele opvæksten og ... øh ..."
Det gør intet indtryk, jeg ler formålsløst og fortsætter med stemmen en oktav højere:
"Knud holdt jo fest på vores veranda, da han var teenager, og han sked i vores grill, så ..."
"Jensen, jeg har en dygtig kollega i Osby, jeg foreslår, De ringer ..."
"Kom nu, Fredrik."
Knud igen II
Knud er nok den dummeste skade, vi nogensinde har haft i haven. Da skadeparret sagde til ungerne, at de skulle forlade reden, sagde Knud:
”Nå,” og trådte ud over kanten.
Han faldt ned på græsplænen og landede på hovedet. Og det gjorde det jo ikke bedre.
Hvordan Knud har båret sig ad med at overleve og blive voksen er lidt af en gåde. I dag gik Knud og pirkede i græsset mindre end tre meter fra bølleschæferen. Det fik kun lov at passere, fordi schæferen var i gang med en isvaffel. Vi tog nemlig den sidste is ude på trappestenen i dag og sagde farvel til sommeren. Det hørte sommeren dog ikke; den var allerede langt væk.
Da schæferen var færdig med sin is, rettede han sin opmærksomhed mod Knud. Sekundet efter sprang han op og ned på stive forben og gøede frygtelig farligt; men Knud blev bare stående tre meter væk og så uforstående på ham. Schæferen blev så forbavset, at han holdt kæft og kiggede på mig:
”Pjokleder, hvad er nu det for noget, det er da meningen, at de skal blive bange?”
”Det er bare Knud, schæfer, han ved ikke bedre. Vi bliver nødt til at tage lidt hensyn.”
