(først offentliggjort i magasinet Hund&Hund, april, 2012)
”Schæfer, det dér er altså helt buddel!”
Bølleschæferen forsøger at se ud som om, det er helt udenfor hans indflydelse, at hans snydesnudeskaft har teleskoperet sig selv ind midt på sofabordet. Min gæst i sofaen ser lige så uforstående ud som schæferen:
”Hvad siger du?” spørger hun.
”Nå, ordet forbudt blev på et tidspunkt til forbuddel, og det er så bare blevet til … buddel.”
Min gæst ligner én, der frygter for min mentale tilstand, så jeg forsøger at forklare:
”Det er en forkortelse. Ligesom når jeg siger, at der er lade i børsten, det betyder ballade i schæferbørsten. Derfor kalder vi også tit hans blå balladebold for en ladebold.”
Jeg kan se på hendes udtryk, at hun kun er et par minutter fra at ringe til sundhedsmyndighederne med henblik på en lægelig vurdering, så jeg skynder mig at grine og sige udglattende:
”Ja, vi er lidt bindegale her.”
Og hun nikker.
Der sker noget med ens sprog, når man har hund, som er meget svært at forklare. Specielt overfor folk, der ikke har hund. Særlig slemt er det, når man har bølleschæfer.
Som nu f.eks. i sidste uge, hvor schæferen fik en fisenbi. Ja, det kalder han den altså. Og den fiser han så rundt efter.
Jeg købte en god slidstærk én (håber jeg) af blødt gummi. Jeg havde en eller anden uigennemtænkt idé om, at vi kunne kaste med den ude i haven; men den flyver for langt. Nu ligger den i stedet i bilen, og så kører vi ud og kaster på en mark.
Jeg har ingen forstand på fisenbier, havde vist aldrig kastet sådan én før; men efter lidt øvelse fandt jeg ud af, at jeg kunne kaste den, så den på et tidspunkt, måske tyve meter fremme, stod næsten stille og roterede i luften, mens den dalede langsomt ned. Det giver schæferen mulighed for at gribe den i luften, og så er han tydeligvis meget stolt. Og hvem vil ikke gerne have en stolt schæfer?
Men det er ikke altid, at teknikken lykkes for mig, og så ryger den ud til siderne eller fiser til jorden i fuld fart, og så råber schæferen:
”Gør det nu ordentligt, pjokleder! Det er altså enormt svært at være schæfer på de vilkår!”
Vores fælles debut med fisenbien var ikke så vellykket. Det regnede udenfor. Den var helt ny, og vi skulle jo prøve den. Og okay, måske var det ikke helt gennemtænkt at gøre det indendørs (se foto).
Det fik schæferen til endnu en gang at komme med sin klassiker:
”Godt der ikke bor en kvinde her i huset. Sikken skideballe vi to ville have fået!”
Når man taler bølleschæfersk, er der mange ord, der er lidt anderledes. Også i forbindelse med min store tv-passion i vinterhalvåret, som er alpin skisport. Og her er jeg nødt til at advare eventuelt sarte læsere om risiko for lummert ordvalg. Jeg understreger, at ordvalget naturligvis er schæferens, jeg har selvfølgelig ingen andel deri eller ansvar derfor.
Første vinter efter schæferen havde sluttet sig til husholdningen her på det lille krageslot i Nordskåne (jeg fik ham ved en omplacering, da han var knapt 3 år), sad jeg og så styrtløb. Jeg følger med i damernes alpine world cup og ser egentlig kun sjældent mændene. Årsagen til det har nogle af mine mandlige bekendte en teori om, som inkluderer de tætsiddende dragter; men faktisk skyldes det en tilfældighed.
Konkurrencen hos kvinderne var hårdere og mere spændende, da jeg for mange år siden startede med at se alpin skisport. Jeg tror også, at kvinderne dengang oftere løb om lørdagen end mændene, og det var den eneste dag i weekenden, hvor jeg kunne se eftermiddagstv, da jeg igennem mange år arbejdede om søndagen. Og så er jeg ligesom bare blevet hængende.
Schæferen kom ind og kikkede mig over skulderen:
”Hvad er det?”
”Det er styrtløb, schæfer.”
Kameraet fulgte damerne skråt bagfra i en sektion af banen, hvor de gik ned i æggestillingen. Til producernes forsvar vil jeg anføre, at den vinkel også bruges under mændenes konkurrencer. Og så sagde schæferen:
”Det er ikke styrtløb. Det er styrtnumse.”
Siden da har det heddet styrtnumse her i huset.
Slalom kalder schæferen for slalumse, storslalom for storslalumse og super G hedder naturligvis supernumse.
En lørdag sidst i februar var der styrtløb fra Bansko i Bulgarien. Schæferen og jeg gik en formiddagstur i byen og var på vej hjem, da schæferen faldt i staver over en duft på hjørnet lige ved sværvægtsweilerens hus. Jeg så nervøst på mit ur og sagde højt og utålmodigt:
”Kom nu, schæfer, for pokker. Vi skal hjem og se styrtnumse!”
Jeg fornemmede dem ud af øjenkrogen, mens det sidste ord stadig hang i luften. Det var ægteparret Jönsson, som bestemt ikke har hund. De har det med at komme forbi på de mest uheldige tidspunkter, og de går med så lydløse sko. Det er det statelige, ældre, hvidhårede ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede for enden af vejen i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Han plejer at hilse afmålt og sende mig et langt, undersøgende blik. Men han plejer også derefter at trække næsten umærkeligt på skulderen og gå videre; formentlig kommer han i tanke om, at han som pensioneret ikke mere kan tvangsindlægge patienter.
Pensioneret overlæge Jönsson hilste med en finger til hatten; men det var af ren høflighed. Både han og hans kones ansigtsudtryk var en blanding af modvilje og medynk, og de skyndte sig videre.
På bølleschæfersk hedder byens andre hunde også noget helt andet end ejerne kalder dem. De hedder blandt andet: Den lille piberenser (det er en dværgschnauzer), popsangerpudlen (der minder om en ung Barry Manilow), sværvægtsweileren (der ligner en sværvægtsbokser i en sort overfrakke, der er to numre for lille) og letsværvægtsweileren (a new kid in town, lidt yngre og knapt så tung som sværvægtsweileren, men med lige så høj haleføring).
Bølleschæferen hedder heller ikke altid det samme. Når vi skal ud at køre, så tager han læderhjelm og pilotbriller på, kravler op bag i V70eren og skifter ham til agterskytte. Og jævnligt er han jo schæfersherif, når han trækker bødeblokken overfor hunde, katte, mennesker eller de tyggegummignaskende skader, der står og hænger på byens gadehjørner.
Visse geografiske steder har også andre navne på bølleschæfersk. Ude i skoven havde vi f.eks. svampen, det var et stort mosområde, som sugede vandet så fortrinligt, at der var halvtørt selv efter langvarig regn. Desværre har de fældet hele den del af skoven.
Oppe nord for byen har vi skidebakken, som schæferen kalder den. Den ligger i et fritidsområde med motionsspår, utsiktsplats, strövområde, pulkabacke og skidbacke med lift. Vi går gerne igennem naturområdet og kommer ud på toppen af skidbacken.
Udenfor skisæsonen kaster jeg ofte pjoklederkynisk en pind et stykke ned ad skidbacken. Det er en ret hård udfordring for schæferen. Jeg står på toppen, iskoldt og ufølsomt, og klukler i pjoklederskægget, mens schæferen aser sig opad i noget, der mest er galop på stedet.
”Det er godt nok hårdt at være schæfer på en skidebakke,” stønner han så.
Også krageslotshaven omtales på bølleschæfersk. Her er næsten alle dyr frækdyr, og dem skal der tjekkes for hver aften, inden vi går i seng. Nogle aftener er haven frækdyrdød, og efter schæferens inspektion er den i hvert fald altid frækdyrfri.
Et dyr, der faktisk ikke er et frækdyr, fordi det ikke må jages ifølge spurveforliget, er grovspurven. De kaldes grovspurve, fordi de, efter schæferens opfattelse, er usædvanligt grove, når de flyver lavt, blæret og kunstspurveagtigt hen over hans snydesnudeskaft.
Når schæferen og jeg om morgenen kommer ud, jeg iført grønne gummistøvler og en pose fuglefrø, og går mod fuglehuset, så sker det ofte, at en særlig flabet grovspurv øverst i busken råber til de andre:
”Nu kommer fodermesteren og den store skrummelschæfer!”
Det tager schæferen som en personlig fornærmelse og kaster et vredt blik mod den formastelige grovspurv. Men den sidder og kikker den anden vej for at se, om den har imponeret de unge tøser, der sidder på rad og række i kastanjetræet og spurvefniser.
Når vejret er godt og lunt, så verandanderer vi den gerne. Dette ord dækker over et vist, men meget langsomt og velovervejet, bevægelsesmønster, herunder iagttagelse af økologiske brændenælder, der gror samt indtagelse af kaffe og en god bog. For schæferens vedkommende inkluderer det gerne godis, at falde i schæferstaver samt at fintænke, hvilket bedst gøres liggende med lukkede øjne og havens duft i næsen.
Og så er der for resten også et ord på bølleschæfersk, der hedder pjokleder. Det ord har jeg aldrig forstået.
