af Per Lau Jensen
Offentliggjort i bladet "Forfatteren," nr. 4, 2013 (Udgives af Dansk Forfatterforening). Her bringes artiklen i en let forkortet og redigeret udgave.
Om, hvordan vejen til medlemskab af Dansk Forfatterforening kan være meget lang.
Det var vist i 1967. Jeg var bybud hos boghandlen, jeg har været 13 år.
Jeg kører bogpakker ud på min cykel, nogle gange skal jeg også opkræve betaling af kunden, nogle gange glemmer jeg at få pengene.
Boghandlen ligger på Kongevejen i Holte, der er to i byen, denne her er den største. Butikken er pakket med bøger helt op til loftet. Den ældre boghandler residerer på sit kontor bag butikslokalet, der er tre trin op.
Jeg har skrevet med arme og ben, siden jeg lærte at stave. Jeg skriver små noveller og starter på romaner, som jeg ikke ved, hvordan skal ende, og som jeg aldrig får skrevet færdige. Min dansklærerinde siger, at jeg sikkert bliver forfatter. Hun har læst en af mine noveller op på et forældremøde. Jeg optræder en gang imellem i klassen i dansktimerne, hvor jeg læser op af egne tekster. Klassekammeraterne klapper mig på skulderen og siger, at jeg garanteret bliver forfatter. Undtagen Jesper, han siger, jeg garanteret har skrevet af fra en bog.
For mig er boghandlen et tempel af drømme, jeg går tit rundt imellem reolerne og lader fingrene løbe hen over bogrygge, hvor der står Karen Blixen, Anders Bodelsen, Henrik Pontoppidan, Klaus Rifbjerg, Finn Søeborg, Agatha Christie og Ernest Hemingway.
Jeg er vokset fra Jan-bøgerne og fornemmer det væld af historier, der findes, og som jeg lige straks vil være gammel nok til at forstå. Mængder af rigdom og oplevelser, der venter. Og alt det, jeg selv skal skrive. Jeg falder i staver, indtil førstemanden, Christiansen, råber mit navn igennem butikken, der er bøger, der skal bringes ud, eller gulv, der skal fejes.
Der er fire ansatte til at ekspedere i butikken. De ved, hvor alt står. De anbefaler med stor sikkerhed bøger, når blot de får at vide, hvilke forfattere kunden holder af. De ved, hvilke andre bøger en forfatter har skrevet, og hvornår de er udgivet. Og alt kan bestilles hjem.
Jeg taler sjældent med boghandleren, det er kun, hvis jeg skal have en alvorlig reprimande. De små skideballer tager førstemanden sig af. Men en dag kommer boghandleren lidt eftertænksomt hen til mig dér imellem reolerne, hvor jeg igen står og kigger på bogrygge. Så taler han om danske forfattere, mens jeg nikker, men mest kigger væk.
På et tidspunkt, jeg husker ikke præcist, hvordan ordene falder, fortæller boghandleren, at hvis jeg elsker bøger, kan jeg blive boghandler, for det er meget svært at blive forfatter, den slags kræver både talent, tålmodighed og tårer, og selv det giver ingen garanti for at blive udgivet på et forlag. Kun de bedste bliver udgivet, og de bedste af dem er medlemmer af Dansk Forfatterforening, siger boghandleren.
Fornemmelsen af, at medlemskab af Dansk Forfatterforening nærmest er det højeste, man som dansk forfatter kan opnå, lagrer sig i mit modtagelige barnesind for derefter i de kommende år at glemmes igen.
Fordi jeg køber en guitar og lærer tre akkorder ligesom alle de andre. Jeg spiller kun knap gennemsnitligt, men er ret god til at være langhåret og bære solbriller. Senere får jeg kørekort, bliver racerkører og bruger mange år på det. Jeg er også en tur omkring Søværnet, og endelig etablerer jeg egen virksomhed. En række overspringshandlinger, som varer mere end 20 år.
I 1991 får jeg mulighed for at skrive et manuskript til en roman. Jeg fuldfører manuskriptet, men det bliver en stor skuffelse; jeg trives slet ikke i sådan en langvarig og isoleret arbejdsproces. Jeg opgiver enhver drøm om at blive forfatter, og endnu næsten 20 års overspringshandlinger følger.
Så sparker livet mig over skinnebenet med en skilsmisse og et helbred, der begynder at sige fra over for 60 timers arbejdsuger. Jeg flytter i 2008 fra Nordsjælland til Skåne (hvor boliger, biler og bøffer er billigere) og går i gang med et optimistisk projekt om at skrive på fuldtid. Den isolerede arbejdsproces passer mig anderledes godt nu.
Jeg skriver en spændingsroman og sender den til nogle forlag. Efter nogle få afslag bliver den udgivet på BoD i 2009.
Min næste spændingsroman bliver derimod udgivet på såkaldt anerkendt forlag, og kort efter kommer jeg til at tænke på, at jeg nu er kvalificeret til at blive medlem af en forfatterforening. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg vil; jeg har faktisk aldrig følt mig særligt godt tilpas som medlem af foreninger.
Men da først tanken er tænkt, vil den ikke gå væk. Jeg fornemmer en trang til at blive medlem, som jeg ikke helt forstår; men så dukker erindringen om boghandlerens ord op, og jeg bliver klar over, at jeg selvfølgelig er nødt til at søge om medlemsskab hos netop Dansk Forfatterforening.
