(først offentliggjort i magasinet FiskeFeber, 2009)
Af Per Lau Jensen
Forfatteren ved Fredensborg fluestrøm
Fredensborg fluestrøm i Nordsjælland er et kunstigt anlagt åløb. Et af de ganske få put and take strømvand i landet.
Vandet, der fosser imellem stenene, og en svag brise i trætoppene, er eneste lyde. Jeg sidder helt stille. Foråret varmer fra oven. Foran mig skaber åens vand en lille kølighed, som rammer mig behageligt på hænderne, der ubevægeligt holder Orvis stangen, klasse 4. Det er fredag formiddag, og livet er værd at leve.
Jeg er sikker på, at jeg så en bevægelse. Måske var det et par minutter siden, måske ti, måske mere. Jeg har tabt fornemmelsen af tid. Og det er ikke helt ringe.
Så ser jeg det igen, dér i vandet foran stenen. Lige præcis der, hvor den burde stå. Jeg trækker mig tilbage igennem græsset, og går de fem meter tilbage til den lille bro. Det er bedre at kaste derfra.
Fluevalg? Det er svært. Jeg kikker æskerne igennem, prøver at lade mig inspirere. Jeg er lige kommet, ved ikke hvad de bider på i dag. Hvis altså de bider. Jeg vælger den flue, der plejer at være mit sidste valg. Den, jeg tyer til, hvis alt andet glipper. I dag vender jeg tingene på hovedet, og lader den være mit førstevalg. En Mickey Finn.
Så kaster jeg, et par hurtige blindkast, når lige at tænke, at dagens første kast altid plejer at være noget rod, burde måske have kastet et prøvekast til den anden side, bare lige for at få gang i kastearmen. Så svæver linen hen over åen nedstrøms, strækker sig ud lige over vandfladen, lander præcist imellem de to sten og lægger fluen uendelig forsigtigt på vandoverfladen. Jeg står et øjeblik og nyder kastet. Det lå en klasse over min normale formåen.
Jeg venter kun få sekunder, mens min Mickey synker, åen er lavvandet her, så trækker jeg fluen lokkende igennem vandet, omkring stenen og HUG!
Det bobler i brystet af fangerfryd. Og så i første kast! De sædvanlige sommerfugle begynder at flagre i maven, nu skal jeg have den ind, uden …KNÆK!
Jeg undersøger spidsen, 0.16, burde ikke svigte; men den er knækket flere centimeter fra fluen. Jeg tjekkede ikke spidsen, jeg havde for travlt, var så optaget af den regnbue. Jeg ved jo godt, hvad der er sket. En slidskade på spidsen fra sidste gang, jeg var ude. Skift altid spidsen ud inden en ny fiskedag. Har jeg ikke selv sagt det så tit?
Jeg er ved Fredensborg Fluestrøm, i Nordsjælland lige nord for Fredensborg. En forårs fri fredag.
Jeg vælger gerne hverdage, når jeg tager til fluestrømmen. Der er sjældent særlig mange mennesker, og det er ikke nødvendigt at reservere forinden. Jeg holder mest af stilhed og ro, når jeg går ved en elv eller å.
Fluestrømmen ligger på et cirka 10 tdr. land stort område bag ørredsøen. Den bugter sig smukt igennem landskabet. I dag kan ingen se, at fluestrømmen er kunstigt anlagt.
Langs bredden er der for meste god plads til bagkast. Dog ikke nede i skoven, som til gengæld byder på ganske interessante udfordringer for fluefiskeren.
Jeg holder egentlig mest af at fluefiske i vildmarken, i Lapland, Kamchatka og lignende steder. Selv med præferencer så krævende, holder jeg faktisk meget af fluestrømmen. Jeg kan heller ikke lade være med at sammenligne den med svenske Harasjømåla’s vildmarks put and take og deres berømte fluestrøm. Fredensborg fluestrøm falder nu ikke igennem.
Der er flere steder opsat borde og bænke, heldigvis uden at det på nogen måde begynder at minde om en campingplads. Det er udmærket, når man skal spise sin frokost eller hvile sine ben og skifte forfang, spids og flue. Faciliteterne er også i orden med toiletter og renseplads. Dog skal man gå lidt langt, fordi det er nede på den anden side af ørredsøen. Der findes tillige en lille butik med fiskegrej, is og drikkevarer.
Man må ikke tro, at fluestrømmen ikke er en udfordring. Jeg kunne ikke helt finde ud af den, da jeg kom der første gang for 8-9 år siden. Det tog et par gange, før jeg havde fisket mig ind på den. Og siden da er det da sket ind imellem, at der har været en nultur. For det meste har jeg dog fanget fisk, og mere end én gang har jeg haft behov for at huske på fangstbegrænsningerne.
Det er tilladt at genudsætte fangede fisk, hvis de ser ud til at kunne klare sig. Men en fisk er, i relation til fangstbegrænsningen, fanget, når man selv skal løsne den fra krogen. Derfor kan det anbefales ikke at udtrætte og dernæst genudsætte den næstsidste fisk i forhold til fangstbegrænsningen, hvis der er en del fisketid tilbage.
Det er blevet frokosttid. Jeg bevæger mig ned til bordet ved poolen, der hvor åen kommer ud af skoven.
Der sad jeg engang med en svensk fiskekammerat. Vi havde netop spist den sidste bid af vores frokost og drukket en kølig pilsner, da der sprang en regnbue kun få meter væk.
”Den snupper jeg”, sagde jeg og rejste mig.
Hvor mange gange har man ikke sagt det? Det her var første, og indtil nu, eneste gang det rent faktisk lykkedes. Den var på med det samme. Jeg forsøgte at holde masken, se ud som om det var en hverdagsbegivenhed, at den slags selvsikre udsagn gik i opfyldelse. Svenskeren var behørigt imponeret.
Jeg pakker madpakken ud. Dagen i dag har været helt anderledes. Efter den knækkede line har jeg ikke haft kontakt med fisk overhovedet.
Frokosten bringer min optimisme tilbage. Og fiskelykken smiler. Eftermiddagen bringer 3 regnbuer på land og 2 genudsatte, alle sammen nede omkring skoven.
Fluen fanger fint i Fredensborg i dag.
Info om Fredensborg Fluestrøm:
Fluestrømmen blev etableret i 1999. Det er et 1,3 km langt strømvand med en mellemliggende sø. Dybden er meget varierende fra få centimeter til ca. 2½ meter i åløbet. Vandgennemstrømningen sikres af to pumper med en kapacitet på 30 m3 vand i minuttet. Kun fluefiskeri er tilladt for max. 12 personer ad gangen. Der er åbent fra kl. 7.00 til solnedgang.
Der udsættes ifølge ejeren bækørred op til 8 kg, kildeørred op til 6 kg, regnbueørred op til 9 kg, samt engang imellem steelheads op til 12 kg.
Sådan fisker jeg fluestrømmen:
Jeg vælger normalt fluestænger i klasse 4 eller 5 til fluestrømmen. Normalt flydeline og flydende forfang.
Fluevalg: Jeg har haft mest held med streamers Mickey Finn, Wolly Buggers og fluorescerende fantasifluer. Men enkelte gange sågar også tørfluer som Europa 12 og lignende.