Hitler Haus

af Per Lau Jensen

 

(artiklen har kun været offentliggjort på min hjemmeside, da jeg ikke ønskede at udføre den redigering og væsentlige forkortelse, som var redaktørernes krav)

 

 

 

Udsigten er betagende. Kneifelspitze’s skovbeklædte top er lige i synsfeltet. Bag ved tårner Untersberg massivet sig imponerende op. Til venstre falder den smalle asfaltvej brat nedad og nedad. Dybt nede i dalen ligger husene, toget og byen. Dernede fra stiger en hvid sky langsomt opad. Den rammer Kneifelspitze’s top, og smyger sig omkring træerne, som tusindvis af hvide spøgelser, der lydløst sniger sig igennem skoven.

 

Helt her nede i det yderste sydøstlige hjørne af Tyskland, hvor Bayerns dybe skove vokser op i alperne, ligger den lille by Berchtesgaden. Vi er så tæt på den østrigske grænse, at navigationen i min bil leder os ind over grænsen, da vi ankommer, og tilbage til Tyskland efterfølgende. Det er den hurtigste måde at nå Obersalzberg ved Berchtesgaden, selvom man kommer fra München.

Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle kunne forstå Adolf Hitler på noget punkt overhovedet. Men jeg må erkende, at nu hvor jeg sidder på altanen på Hotel Türken og lader blikket hvile på de bayerske alper, så forstår jeg hans svaghed for dette område. Og hvorfor han lod bygge sit Berghof her lige ved siden af.

På Google Earth kan stedet findes på 47o37’59.92N og 13o02’30.83E.

Berchtesgaden ligger nede i en dal og en del af byen strækker sig op af bjergsiden. Det er en hyggelig by, typisk bayersk. Ti minutters kørsel, sine steder med en stejl stigning, op af bjergsiden bringer en op til Obersalzberg, der ligger i ca. 1.000 meters højde. Heroppe deler vejen sig, begge igen stejlt opad. Til højre kommer man op til et lille museum om nazi-tiden i området, en restaurant, på stedet hvor Hotel Platterhof lå i krigens tid, og der hvor busserne i dag afgår til Eagle’s Nest i 1.834 meters højde på toppen af Kehlstein klippen. Drejer man i stedet til venstre ved vejgaflen, kan man kort efter på venstre hånd se fundamentet fra det sidste vagthus før Berghof, i den inderste sikkerhedsring omkring Obersalzberg. Derefter til højre lå Hitlers Berghof, hævet op over vejen. Lige efter til højre ligger Hotel Züm Türken.

Det blev bygget i 1911 som hotel og blev brugt af SS fra 1936 som hovedkvarter for sikkerheden i området. Det blev bombet i 1945, men genopbygget på ruinerne stort set uændret og fungerede igen som hotel fra 1949. Herefter svinger vejen til højre og oppe til venstre blev i 2006 bygget et Hotel Intercontinental.

 

 

 

Adolf Hitler kom første gang til Obersalzberg i foråret 1923, da han besøgte Dietrich Eckart, der boede på Pension Moritz. Eckart havde meget rabiate synspunkter, og var vel en periode Hitlers mentor.

Hitler blev betaget af området, og han opholdt sig ved flere lejligheder på Pension Moritz. Her skrev han sandsynligvis også Mein Kampf, selvom samtiden fik at vide, at han havde skrevet den dels under sit fængselsophold i 20’erne, dels i en lille hytte på Obersalzberg. Formentlig har han selv og partiet fundet det optimalt at give indtryk af, at bogen blev skrevet under mere ydmyge forhold end i pensionens behagelige stuer og værelser.

Nogle år senere lejede Hitler Haus Wachenfeld for 100 rigsmark om måneden. Hitler selv har fortalt, at lejemålet begyndte i 1928, men andre kilder nævner året 1925.

Haus Wachenfeld lå på bjergsiden, få hundrede meter fra Moritz, med en betagende udsigt til bl.a. Kneifelspitze og Untersberg massivet. Det lå side om side med Hotel Zum Türken, og min udsigt her i dag.

Efter nogle år som lejer, underskrev Hitler slutseddel på ejendommen den 17. september 1932. Han overtog ejendommen den 26. juni 1933 og betalte 40.000 mark. På dette tidspunkt var han allerede rigskansler.

Haus Wachenfeld blev i de kommende år et udflugtsmål for mange af hans tilhængere. Der findes flere fotos fra den tid, hvor en stor folkemængde passerer langsomt ad vejen Hintereck forbi huset. Hitler stod ofte ved indkørslen og hilste på folk, tit i timevis. Og en række fotos herfra, specielt hvor han hilser på børn, blev brugt i propaganda øjemed.

Hitler stod gerne på en lav stensætning, formentlig både for at blive set og virke højere, mens tilhængerne passerede forbi. Senere plantede Martin Bormann et træ, som Hitler kunne stå i skyggen af, når solen var fremme.

Her fra altanen på Hotel Züm Türken kan jeg i dag se ned på den selv samme stensætning. Træet er der også stadig, selvom det nu er skåret helt ned og vel nærmest lige nu ligner en busk.

 

Haus Wachenfeld blev dog hurtigt for småt. Hitler fik derfor bygget et langt større hus på samme sted. Han lod det oprindelige hus indgå som en del af det nye på en måde, som jeg tror, at samtidens arkitekter må have rystet på hovedet af – hvis de altså havde turdet.

Hitler var meget interesseret i kunst og arkitektur, og havde verden været heldigere, var det nok det, han havde forsøgt sig med. Det færdige resultat med Haus Wachenfeld kan dog næppe beskrives som særlig elegant. Det blev et stort, tungt - men på en vis måde vel imponerende – hus. Og det var måske også det, der var meningen. Hermed var Hitlers ”Berghof” skabt (se foto på toppen af artiklen, ca. 1939, fotograf: Ukendt).

 

Når man vurderer Obersalzberg og Berghofs betydning for det tredje rige, så er det værd at huske på, at Hitler tilbragte 3-4 måneder sammenlagt om året på Berghof. Det tyske rige, og 2. verdenskrig, blev således dirigeret herfra op til en tredjedel af tiden.

Dette medførte også, at andre topnazister anskaffede sig bolig eller fritidshus på Obersalzberg. Hitlers sekretær Martin Bormann var arkitekten bag Obersalzberg. Han lod opføre et hus til sig selv i umiddelbar nærhed af Berghof. Hans Landhaus Bormann lå på den anden side af Hotel Zum Türken, lige foran et område, hvor Hotel Intercontinental blev opført i 2006.

Bormann havde til opgave at købe de forskellige ejendomme op på Obersalzberg. En del blev revet ned, og andre blev brugt af nazisterne. Martin Bormann var i øvrigt utilfreds med, at han blev bedt om at betale for disse ejendomme, da ejerne i visse tilfælde forlangte overpris.

Vurderet ud fra Bormanns notater og breve blev det da også muligt for ham efterhånden at sætte noget mere magt bag, når oprindelige ejere skulle overtales til at flytte fra Obersalzberg. I mindst ét tilfælde truede han ligefrem en husejer med koncentrationslejr. Historien går også, at en husejer kom én måned i koncentrationslejr, før han var indforstået med at sælge.

I en hemmelig stemplet rapport fra de allierede af 25. juni 1944 oplyser krigsfangen PW, som tidligere var mælkemand i Berchtesgaden, at beboerne på Obersalzberg blev tvunget til at forlade området, og at de skulle underskrive en erklæring om, at de solgte frivilligt. Om dette dog bare har været rygter i byen, ved vi ikke. Men et faktum var det, at omkring 1937 var området fuldt og helt på nazisternes hænder.

Da Hitler opholdt sig så ofte på Berghof, var det naturligvis nødvendigt, at han havde sine nærmeste medarbejdere og folk fra regeringsapparatet lige ved hånden. Hermann Göring og Albert Speer havde derfor huse lige i nærheden.

Levemanden Göring byggede sit Landhaus Göring højtbeliggende, hvor Hotel Intercontinental i dag ligger, og det havde dermed udsigt over såvel Bormanns hus, Hotel Türken som Hitlers Berghof.

Pension Mouritz blev udvidet og skiftede navn til Hotel Platterhoff. Her blev de nødvendige personer indkvarteret, og nazisterne rådede også over en række villaer til mere prominente navne som Goebbels og Himmler. Der blev også bygget en SS kaserne, en biograf, huse til det nødvendige personale og meget mere. Der var konstant byggearbejder i gang i de efterfølgende år.

Det tyske folk vidste ikke, at Hitler opholdt sig så meget på Berghof. Man offentliggjorde nogle af besøgene, men forbigik andre i tavshed, formentlig for at folket ikke skulle tænke, at kansleren var doven, når han var så meget væk fra Berlin. Sådan som Obersalzberg fungerede og som kommunikationen var sat op med Berlin, har Hitler formentlig været lige så beslutningsdygtig på Berghof som i Berlin.

For Hitler var arkitektur en mulighed for at imponere og intimidere såvel venner som fjender. På dette punkt virkede Berghof perfekt.

Foran og på den ene side af huset var der en stor terrasse, herfra var udsigten over de bayerske alper fantastisk – præcis som den i dag kan opleves fra en af altanerne på Hotel Türken.

Berghof havde tillige et stort udsigtsvindue, der målte ca. 8 x 4 meter. Vinduet kunne hydraulisk sænkes ned i kælderen, således at der var åben udsigt – det har sikkert imponeret Hitlers gæster.

På Berghof var der såvel dagligdag som repræsentative opgaver. Dagligdagen, specielt livet på terrassen, har der været vist mange klip fra i diverse dokumentarudsendelser. Her har eftertiden draget fordel af at Hitlers kæreste Eva Brauns hobby var smalfilm. Da de allierede indtog Obersalzberg i maj 1945, fandt de mere end 4 timer af Eva Brauns smalfilm efterladt i bunkeren under Berghof. Jeg er selv i besiddelse af en kopi af disse smalfilm, og de giver et godt indblik i dagliglivet på Berghof. Som et kuriosum kan i øvrigt nævnes, at der i hendes smalfilm pludselig er optagelser af den lille havfrue og af Kronborg Slot.

På Berghof, inden 2. verdenskrig, modtog Hitler bl.a. officielle besøg af den engelske prime minister Lloyd George, Aga Khan, Hertugen og hertuginden af Windsor, den italienske udenrigsminister grev Giano, den britiske udenrigsminister lord Halifax, Østrigs præsident Kurt V. Schuschnigg, den britiske prime minister Neville Chamberlain, kong Carol fra Rumanien, kronprins Umberto af Italien samt en række stats- og udenrigsministre fra bl.a. Bulgarien, Polen, Slovakiet m.v., og dertil kom en række ambassadører. Under 2. verdenskrig modtog Hitler tillige mange officielle besøg på Berghof af stats- og udenrigsministre samt ambassadører. Også Italiens Mussolini og kong Leopold III af Belgien besøgte Berghof. Så Berghof var et vigtigt sted, hvor mange drøftelser vedrørende krigen og af stor betydning for Europa foregik.

Hitler har selv sagt, at han har taget nogle af sine bedste beslutninger (det er jo nok dem, vi i dag vil kalde de værste) på Berghof.

Når man står der i dag, er det underligt at tænke på, at så frygtelige beslutninger kan være taget i den fredfyldte udsigt.

 

De allierede smed ikke mindre end 1.232 tons bomber over Obersalzberg og Berghof den 25. april 1945. Angrebet kom i to omgange, og 318 britiske Lancaster bombemaskiner medvirkede.

Hitler var i førerbunkeren i Berlin, og de andre topnazister, med undtagelse af Göring, var heller ikke hjemme. Der var ikke mange soldater tilbage til at forsvare området, de fleste var sendt til fronten. Man fyrede en række antiluftskyts af, men gemte sig ellers i bunkerne. Ødelæggelserne var enorme.

Berghof stod som ruin indtil 1952, hvor resterne blev sprunget i luften. Inden da blev ruinen besøgt af militære topfolk, flere amerikanske senatorer og af de allieredes øverstkommanderende, og den senere amerikanske præsident, general Dwight D. Eisenhower.

Sidst på eftermiddagen den 4. maj 1945 kom de allierede styrker til Berchtesgarden. Blandt de første var det senere så berømte amerikanske 101st Airborne Division, som Tom Hanks og Steven Spielberg producerede en TV-serie om under titlen ”Brothers in Arms”. Umiddelbart derefter kørte de op til Obersalzberg og Berghof.

 

I dag er der plantet træer på Berghof grunden i forlængelse af skovområdet bag. Umiddelbart er der intet tegn på, at dette er et historisk sted. Den bayerske delstatsregering og bystyret i Berchtesgaden har altid været i tvivl om, hvordan de skulle forholde sig til deres lokale del af historien om det tredje rige og 2. verdenskrig. På den ene side har mange ønsket at tie det ihjel, på den anden side er der nogle potentielle turistindtægter i den historie.

Kun én enkelt historisk bygning, den såkaldte Eagle’s Nest, er et turistmål. Desuden blev der i begyndelsen af 90’erne, dog under en vis modstand, indrettet et lille museum i en gammel gæstebolig fra krigens tid, ”Dokumentation Obersalzberg”. Resten af Obersalzberg er, næsten påfaldende, anonymt.

Flere steder kan man læse, at Berghof ruinen er fuldstændig fjernet, men det er nu ikke helt rigtigt. Hvis man ved, hvor Berghof lå, så kan man se en del af bygningens fundament lige inden for i skoven. I bagvæggen kan man se rester af installationer fra et badeværelse, og længere nede af bakken findes rester af et gulv (sandsynligvis fra garagen), enkelte mursten titter også frem her og der i skovbunden. Men der er ingen parkeringspladser, ingen skilte, ingen mindeplader. Selv tourbusserne kører kun langsomt forbi, de stopper ikke. For der intet sted, de kan parkere på den smalle bjergvej. Enkelte mennesker kommer nu og da gående på den stejle vej og ind i skoven, og en enkelt personbil kan man da også klemme ind i vejkanten ved stien op til Berghof grunden.

 

En aften i juli, det var lige før midnat, hvor jeg sad på altanen på Hotel Zum Türken, så jeg lys nede på grunden. Inde mellem træerne flakkede nu og da lyset fra en eller flere lommelygter i det tiltagende mørke. Det stod på i en lille times tid. Næste dag fandt jeg en buket blomster med et hjemmelavet hagekors på Berghof grunden. Og der er ingen tvivl om, at det netop er den slags, som myndighederne gerne vil undgå.

 

 

 

Der findes en række fotos af Hitler, nogle gange sammen med sin hund, andre gange med Speer, hvor han står ved et rækværk af træ og kikker ud over en dal. Disse har været brugt flittigt i dokumentarprogrammer om Hitler og i mange bøger om emnet. Nogle gange uden nærmere forklaring, og fejlagtigt kunne man tro, at dette er udsigten fra Berghof. Det er det ikke.

Det er Mooslahner Teehaus. Det stod færdig i efteråret 1937. Hitler besøgte stedet stort set dagligt, når han opholdt sig på Obersalzberg. Det lå cirka tyve minutters gang fra Berghof.

Tehuset var bygget lidt nede af bjerget i forhold til Hitlers hus, og skjult derfra, på et sted hvor der åbnede sig en smuk udsigt over en dal, der ikke kan ses fra Berghof. Foran tehuset fandtes en bænk og et rækværk, opført i en bue.

Der er i dag anlagt en forholdsvis ny sti overfor Hotel Züm Türken. Det passede meget godt med det sted, hvor Hitlers sti til Mooslahner Teehaus startede. Jeg troede lidt naivt, at den nye sti førte direkte til tehuset, måske endda med et skilt undervejs.

Sammen med min rejsekammerat og fotograf vandrede jeg over mod tehuset. Vi havde en god fornemmelse af, hvor det lå i forhold til Berghof. Så vi vidste nogenlunde i hvilken retning vi skulle. Den nyere sti bugter sig i en række hårnålesving ned ad bakke. Når man kikker grundigt efter, kan man se en gammel sti, der fortsætter ligeud ned af en naturtrappe, hvor trinene er dannet, og jorden blev holdt fast, af brædder. Det ligner en sti, der kunne have været i brug på Hitlers tid.

Kort efter kommer man ned til en golfbane. Her har Hitlers sti fortsat lige over. Da englænderne i 1944 havde planer om at likvidere Hitler, var det meningen, at han skulle rammes af en snigskytte på det åbne stykke, der i dag er golfbane. Englænderne vidste, at Hitler gik til tehuset stort set hver eneste eftermiddag. Planen blev aldrig ført ud i livet; men BBC har i øvrigt indspillet en spændende dokumentarfilm, hvor man gennemgår planen og derefter fortsætter i fiktion og stiller spørgsmålet, hvad nu hvis?

Vi ville ikke udfordre skæbnen, og her tænker jeg på passionerede golfspilleres vrede, så vi fulgte den nye sti højre om banen. Det var for os starten på mere end 3 timer på den skovbeklædte bjergside, før vi fandt stedet. Vi overså nemlig stien til tehuset. Så da vi var klar over, at vi var gået for langt, og også kommet alt for langt ned på bjergsiden, klatrede vi tilbage efter gehør i den retning, som vi antog var den korrekte.

Lige akkurat når man har passeret golfbanen, går der en sti på venstre hånd. Da vi var der, var det to opkørte hjulspor, og det lignede blot en vej ind til golfbanen og til brug for maskiner. Men det er starten på stien til tehuset. Det bliver hurtigt til en skovsti, som løber langs med golfbanen på den anden side, og man kommer lige ud til tehuset. Så det er nemt nok at finde, bare man drejer til venstre lige i kanten af golfbanen.

Mooslahner Teehaus stod i mange år som en ruin. Af uvis årsag rev myndighederne ruinen ned så sent som i 2006. Hvis man har set et par fotos af tehuset, er man egentlig ikke i tvivl om, hvor det stod, når man er på stedet.

Udsigten er fantastisk og fuldt ud på højde med de gamle fotos, der findes. Udsigten har endvidere ikke forandret sig meget siden Hitlers tid. Der er kommet lidt træer i siderne, men midt for er udsigten intakt. Ingen tvivl om at Hitler har kunnet imponere sine gæster der.

 

 

 

Eagle's Nest i dag. Foto: Per Lau Jensen, 2007

 

Hitler har formentlig ladet et ord falde til Martin Boormann, måske har han peget på Kehlsteinklippens top og bemærket, at dér skulle man tage gæster med op og vise dem udsigten. Bormann var altid klar til at opfylde Hitlers mindste ønske – også før hans führer stort set selv havde tænkt tanken.

Det var en af de største ingeniørbedrifter i trediverne. At bygge en vej op ad Kehlstein klippen, og så på toppen, i over 1.800 meters højde, at bygge et tehus, var en opgave, der var enormt omfattende.

I 1936 inviterede Martin Bormann generalinspektør for de tyske veje dr.ing. Fritz Todt til Obersalzberg. Her lagde Bormann sin idé om en vej op ad Kehlstein på bordet for, den sikkert noget forbløffede, ingeniør Todt.

I løbet af januar – april 1937 blev der udarbejdet adskillige alternative forslag til denne vej. Først var ideen tilsyneladende blot en vej op til et udsigtspunkt. Derefter fik Bormann ideen til at bygge et tehus deroppe i 1.834 meters højde. I sommeren 1937 arbejdede man videre med den idé, og samme år gik arbejdet i gang.

Først blev der etableret stier til at få materialer op. Indledningsvis blev disse båret op af arbejderne, derefter blev der etableret tovbaner og senere igen en lille togbane. Man arbejdede vinteren igennem på den stejle bjergside, selvom sneen lå tungt.

Der var beskæftiget 3.800 arbejdere ved projektet. Man gjorde tilsyneladende meget ud af sikkerhedsforanstaltningerne ved det farlige arbejde. Der var i alt kun 8 dødsfald, heraf var det ene dog et knivdrab i arbejdernes baraklejr over en spillegæld.

Den 16. september 1938 præsenterede Bormann stolt det færdige bygningsværk for Hitler, selvom noget af interiøret endnu ikke var færdigt. Præcis 7 måneder senere blev tehuset officielt overdraget til Hitler som 50 års fødselsdagsgave fra NSDAP.

Tehuset hedder Kehlsteinhaus. Eagle’s Nest er et navn, som blev opfundet af de allierede under krigen, tyskerne brugte aldrig det navn. Kehlsteinhaus var aldrig andet end et tehus, det var ikke, som de allierede på et tidspunkt troede, af nogen som helst militær betydning. Det var, som så meget andet Hitler fik bygget, udelukkende for at imponere og intimidere venner og fjender.

Han kom der ikke meget selv, for han havde det ikke godt med højder. I alt er der kun registreret 14 officielle besøg af Hitler fra 16.09.1938 til 17.10.1940. Han var utilpas ved højder, han følte ikke, at han trak vejret godt i den tynde luft, han var meget nervøs ved elevatoren, og endelig var han sikker på, at huset var udsat for lynnedslag ved dårligt vejr. Det sidste var helt korrekt. Der havde været to lynnedslag under konstruktionen, som havde medført meget skade. Det turde Bormann ikke fortælle Hitler.

Ud over at være et omfattende projekt, var det også meget dyrt. Den samlede udgift til Kehlstein projektet var over 29 mill. rigsmark. Hvis man regner ud, hvad det svarer til i dagens penge, så er det 150 mill. euro.

Da de allierede bombede Obersalzberg ramte de overraskende nok ikke Eagle’s Nest – de ramte alt andet. Der har været mange forklaringer fremme om det besværlige i at ramme en bygning på en bjergtop; men det er lidt besynderligt, når man på gamle fotos ser, hvor ødelagt alle andre bygninger i området var. Jeg tror, at man har givet besked om at skåne Eagle’s Nest.

Det er et faktum, at den øverstkommanderende for de allierede, Eisenhower, havde udtrykt ønske om at besøge Eagle’s Nest. Desuden havde de allierede måske i mellemtiden fundet ud af, at den ingen militær betydning havde. Det er en nærliggende antagelse, at man faktisk ikke forsøgte at ramme. Noget officielt omkring det har jeg dog ikke kunnet finde, bortset fra følgende, som faktisk taler imod min antagelse. Et ”Target information sheet”, dateret 5th October 1944, udarbejdet af de amerikanske styrker og senere overgivet til engelske Royal Air Force, angiver et mål A og et mål B. Mål A er ”The EAGLE’S NEST on the OBER KEHL ALP”. Mål B er Berghof incl. de omkring liggende bygninger. Om mål A står bl.a. ”a considerable part of the building is believed to be buried in the top of the mountain”. Man troede altså stadig på dette tidspunkt, at der skjult i bjerget under Kehlsteinhaus var et anlæg af militær betydning. Der gik dog det meste af syv måneder, før angrebet kom. I den periode kan de allierede have ændret opfattelse.

Efter krigen blev det overvejet at springe Eagle’s Nest i luften. Såvel tyskerne som de allierede ville meget gerne undgå at området kom til at virke som en magnet på de mange nazister, som vel fandtes rundt omkring i Tyskland ved krigens slutning. Der er i dag lidt uenighed om, hvem der ville springe det i luften, og hvem der ville lade det stå. Men det blev åbnet for turister, og indtægterne gik, og går stadig, til velgørende formål.

Så i dag er Eagle’s Nest en turistattraktion og restaurant. I hele sommer halvåret kører specielle busser turen fra Obersalzberg op ad Kehlstein klippen til en parkeringsplads lige nedenfor tehuset. Herefter går man ad en 126,15 meter lang tunnel, der blev lavet så bred, at Hitler kunne køres ind i en af sine store Mercedes’er. For enden af denne tunnel findes en imponerende stor elevator, indvendigt dækket med kobber, der fører 130 meter op til tehuset. Turen op til Kehlstein er fantastisk, og udsigten deroppe fra er formidabel på en klar dag.

 

 

 

Hotel zum Türken i dag. Foto: Finn De La Haye, 2007

 

I august 1943, da krigen begyndte at gå tyskerne imod, startede man med at grave et system af bunkere under Obersalzberg. Det var meningen, at dette skulle være det sidste forsvar i krigen.

Det var planen, at Hitler og de andre nazispidser ville trække sig tilbage til Obersalzberg i krigens sidste dage. Og det sidste slag skulle stå her. Af uvis årsag besluttede Hitler sig i sidste øjeblik for at blive i førerbunkeren i Berlin. Kun Göring fulgte den oprindelige plan og tog til Obersalzberg.

Bunker systemet var omfattende og blev aldrig færdigt, arbejdet stod på indtil det sidste. Det var dog ikke så omfattende, som de allierede på et tidspunkt troede. Her opererede man med en forestilling om, at der fandtes en større by under jorden med masser af forsvarsmidler. Forsvarsmidlerne bestod stort set udelukkende af, at der var skydehuller til typisk to maskingeværskytter, hver gang man kom ned af en trappe i bunkerne. Det ville have forsinket erobringen af bunkersystemet, og krigen kunne have varet et par uger mere heroppe på Obersalzberg.

Görings hus var forbundet med hans adjudants hus med et bunkersystem. Bormann, der stod for alt på Obersalzberg, også bunkersystemet, havde naturligvis sit eget private system. Det var omfattende og forbandt bl.a. hans hus med SS-kasernen. Fra Hotel züm Türken, der dengang blev brugt som SS-hovedkvarter for området, kunne man også gå ned i bunkerne. Herfra var der forbindelse til Hitlers private gemakker i bunkeren og videre med forbindelse til såvel et gæstehus (i dag museum ”Dokumentation Obersalzberg”) som til Hotel Platterhof.

Bunkersystemet var indrettet med alle faciliteter, så man kunne opholde sig dernede i lange perioder. Noget af bunkersystemet er i dag styrtet sammen og noget andet er ustabilt. Men en del af systemet kan besøges af turister. Der er nedgang i museet og nedgang til en anden del fra kælderen af Hotel züm Türken. Hitlers private del af bunkersystemet kan ikke besigtiges, officielt på grund af sammenstyrtningsfare.

Hvordan de detaljerede planer var for den fortsatte udbygning af bunkersystemet vides ikke. Når man er 10 meter under jorden, findes der et sted en lodret skakt på 25 meter. Og for ikke så mange år siden har man udforsket denne nærmere. Det viser sig, at der dernede går en horisontal gang, og for enden af den endnu en lodret skakt, der falder yderligere ca. 25 meter. Hvad dette skulle bruges til, eller udbygges til, er der ingen, der ved.

 

 

 

Er der skjulte hemmeligheder på Obersalzberg? Der har været sejlivede lokale rygter om Nazi Mercedes’er, der skulle være gemt i hemmelige bunkere siden krigen, og sejlivede historier om skjulte ædelstene og guldbarrer i glemte tunneller. Men der er nu intet, der tyder derpå.

Imidlertid ville det ikke være umuligt. Hvis man inkluderer Kehlstein klippen, så er det et ganske omfattende og uvejsomt område, og noget kunne sagtens have været skjult alle disse år.

En 240 meter lang tunnel i den lavere liggende del af Kehlstein blev opdaget ved et tilfælde i 1987. Det var dog intet mysterium, da man efterfølgende fandt et notat frem. Den havde åbenbart været brugt til produktion af knust sten og sand i forbindelse med anlægget af vejen til Kehlsteins top i trediverne.

Og i 1996 fandt man en hidtil ukendt kælder, skjult i bjerget. Man ved stadig ikke, hvad den kælder har været, eller skulle have været, brugt til. Måske er det blot en kælder til svampedyrkning, som man gik meget op i på Obersalzberg.

Endelig var der den tyske SS soldat, der gjorde tjeneste i en alpin enhed. Han oplevede, formentlig om natten den 25. april 1945, lige efter det store bombeangreb på området, et usædvanligt køretøj på vej op af Kehlstein. Det var en lastvogn med en radio-container, en mobil radioenhed. I de følgende dage, efter at området var forladt af alle Obersalzberg funktionærer, placerede den sig flere forskellige steder i området med konstant radiokommunikation med Berlin og andre steder, og natten til 1. maj 1945 sendte og modtog den uden ophold i frekvens området 34,3 – 34,9 ”overseas”, hvilket skulle være med Sydamerika, mente denne soldat.

Om natten den 28. eller 29. april så samme soldat to SS-lastbiler, der transporterede to store, tunge stålkasser ind i området. Næste morgen returnerede lastbilerne, da var de tomme. Hvad var der i containerne, og hvor blev de af?

Uanset om der findes hemmeligheder eller ikke på området, så er Obersalzberg et både spændende og smukt sted af stor historisk betydning. De beslutninger, der er taget her, har påvirket Europas historie i voldsom grad.