De døde ulves sang er udgivet på Forlaget Bindslev, 2012. Bogen fås hos alle boghandlere og hos netboghandlere.
Læs uddrag (de første 23 sider) her.
Læs forlagets pressemeddelelse her.
Bagsidetekst på bogen:
I 1978 bliver Skandinaviens bedst sælgende krimiforfatter myrdet i sit hjem. Mordet på Jon A. Lund forbliver uopklaret, men mange har grund til at ønske den succesfulde jetset-forfatter død.
I 1985 udvikler en militær aktion i Litauen sig til et blodigt mareridt. En af de overlevende er frømandssoldaten Peter David Quist.
I 2008 skriver frømandssoldaten på en bog om den afdøde krimiforfatter. Et nyt mord, der ligner en kopi af det gamle, får politiet til at interessere sig for Quist. Hvorfor fortier han, at han som stor knægt og på mordtidspunktet var i nærheden af Jon A. Lunds hus? Hvad har den mislykkede aktion i Litauen med mordet at gøre, og hvorfor holder Forsvarets Efterretningstjeneste tilsyneladende hånden over Quist?
Morderens navn gemmer sig i fortiden, men er det i Jon A. Lunds fortid eller i Peter David Quists egen?
"De døde ulves sang" er andet og mere end en krimi. Det er også en spændingsroman om tabt og genfundet kærlighed, om en dreng, der bliver hurtigt voksen, om Danmark i atombombens skygge under den kolde krigs sidste år, og om hvordan det måske er eller kunne være foregået i magtens kulisser blandt danske politikere, embedsmænd og efterretningsvæsener.
Historien foregår i 2008 med kortere og længere tilbageblik på perioden 1977-1985. Den fiktive handling er i en vis udstrækning bygget omkring virkelige begivenheder, hvoraf de fleste er offentligt kendte.
Bogen er i fire dele. Første del, der hedder "Skandinaviens krimikonge" er en krimi. Anden del med titlen "En baltisk nat" er en politisk thriller (og en kærlighedshistorie). Tredje del, "Første gang," er en roman om en teenagedreng (og en kærlighedshistorie). Alle tre dele har personsammenfald og en række berøringsflader. Og i fjerde del, "Skyggespor," knyttes de tre fortællinger sammen.
Anmelderne skrev bl.a.:
Jyllands-Posten: "Per Lau Jensen skriver med tæft for det actionmættede i denne blanding af politisk thriller og klassisk krimimysterium." 3 stjerner.
Bibliotekernes lektørudtalelse: "Velskrevet og spændende."
Krimicirklen: ”Det er en genial idé, som Per Lau Jensen har fået. Dette er en krimi som ”Det Danske Kriminalakademi” burde kigge på, når de skal nominere bøger til år 2012 bedste krimi/spændingsroman. Den skulle have gode chancer.”
Forfatteren Gunvor Ganer Krejberg: "En skøn bog, som jeg slugte. Jeg var vild med persontegningen og befandt mig rigtig godt i romanens nærmest Guillouske univers. Mødet mellem historie, samfundsstrukturer og menneske- og tidsportrætter gav masser af læseglæde. Og så er det jo altid skønt, når man IKKE har regnet slutningen ud!"
Goodreads: "Sikke en oplevelse. Klart en bog jeg vil anbefale." 4 stjerner ud af 5.
Litteratursiden: "Gedigen thriller. Forfatteren har tydeligvis haft store ambitioner med sin roman, og der er bestemt tale om rimeligt godt håndværk med et ganske udmærket plot."
Saxo.com: "En absolut velskrevet bog på 450 sider, hvor afsløringen af morderen afsløres i det allersidste punktum. Vær sikker på at du har god tid, når du begynder på den, for den er ikke nem at lægge fra sig igen." 5 stjerner ud af 5.
Boghunden.dk: ”Plottet var helt fantastisk!” Karakter: 4 ud af 5.