Anmeldelser

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Scenen er sat til et tidløst drama i Per Laus seneste roman "Illa Isabella".

Denne tidligere så smukke villa, bygget af en studehandlerslægt med tæft for forretning - er nu forfalden og misligholdt – og hér holder forfatteren Ole til. Han er på mange måder også misligholdt - i sit liv og i sin efterhånden dalende succesrate. Forfatteren møder vi i nutiden - første gang han har et verbalt sammenstød med sin redaktør om sin næste udgivelse.

Men romanen pendler mellem i tid og rum – og snart viser fortiden sit grimme fjæs, i form af en grum og grusom historie – med en mildt sagt omklamrende fortid. Og hele tiden er huset - denne misligholdte halvruin - omdrejningspunkt for historien. En villa, hvis fordums skønhed skuer rugende ud over kirkegården tæt på. En villa, hvor V’et er faldet af navneskiltet - og aldrig repareret.

Romanen, der er spændende, veloplagt og velskrevet, har nærmest gotiske nuancer. Plottet er stramt som et trommeskin og uforudsigeligt som en indisk abe.

Læseren føler ofte, at går man ind i villaen, bliver man kigget over skulderen af fortidens beboere – og deres misgerninger.

Alt dét, der skulle være så godt, går hele tiden galt – ikke mindst fordi menneskets kynisme og bjergsomhed udstilles så skånselsløst. Alligevel bliver man ved med at læse videre, drevet af en blanding af nysgerrighed efter og frygt for, hvad der gemmer sig om det næste hjørne - eller kapitel. Man spørger sig, hvor forfatteren har fået inspiration til sådan en fortælling fra.

I centrum af fortidens historie står den kyniske, ondskabsfulde forretningsmand Victor, der styrer sit hus, sit forretningsliv og sine medmennesker med endog meget hård hånd. Og hans kone og husets datter, Isabella, står lige i skudlinjen. Han har arvet formue, hus og firma af sin studehandler-far - og er nu en velanset københavner og en succesfuld forretningsmand. Privat derimod er der meget, der halter.

- De elementer af virkeligheden, jeg har brugt, er så fragmenterede, at det er fiktion. Jeg tager oplevelser set på sidelinjen, tyvlytter på gaden og hos købmanden, tilsætter en knivspids venner og bekendte og drysser med egne gode og dårlige sider. Så rører jeg godt rundt og lader det simre. Personerne er ikke genkendelige i virkeligheden, men typerne findes og jeg har selv oplevet nogle af de værste, fortæller forfatter Per Lau Jensen.

I huset "Illa Isabella" dukker der pludselig nogle meget interessante dagbøger op, der viser sig at stamme fra husets tidligere ejer, og i nutiden skriver forfatteren Ole på en bog, der foregår, da huset var nyt i 1880’erne. Og pludselig har forfatteren ikke mangel på plot og inspiration længere.

At romanen skifte mellem fortid og nutid er ikke forvirrende - snarere med til at skabe et spændingsfelt, hvor meget mere kan ske.

- Det var hele tiden planen, at der skulle være et modsætningsforhold mellem facade og indhold, der ofte er meget forskellige i virkeligheden. Ikke mindst hos mennesker. Og jeg havde også planlagt at skifte mellem fortid og nutid. Mine personer begyndte også hurtigt at få deres egent liv og gå andre veje end planlagt. Det er som et orienteringsløb i skoven, hvor personerne viser mig smukkere poster end jeg havde lagt ud - og så fulgte jeg dem selvfølgelig, afslører Per Lau Jensen.

"Illa Isabella er et must read. Og man kan bestemt konkludere, at "energierne" - både i huset og i romanens sprog, gør bogen meget uforudsigelig og spændende at læse.

 

 

 

 

 

Per Lau Jensen udsender en fin roman, der formidler et rystende billede af den kynisme, penge, magt og kønnets drifter kan være forbundet med.
________________________________________
Der mangler et v i » illa Isabella « , men det er for år tilbage faldet af facaden på den gamle herskabsvilla, forfatteren Ole Jensen Sanchez bor i nord for København.
Også forfatterstemmen er rusten, men langsomt vokser fortællingen frem om, hvem det var, der opførte villaen omkring år 1900, og hvad det var for et liv, der udfoldede sig omkring den.

 

Huset tilhørte den velhavende forretningsmand Victor Dahl, der var gift med Dora.
Det var deres datter, der gav navn til villaen. På kirkegården over for villaen er Ole stødt på en gravsten med indskriften » Isabella 1913 « , og det vækker hans nysgerrighed, at stenen er placeret blandt kirkegårdens fattig grave. En rigmands datter, der begraves uden pomp og paragt -her må der ligge en god historie gemt.

 

Det gør der, og Per Lau Jensen får fortalt den yderst raffineret i tre afsnit.

 

I det første følger vi Oles kamp med at få hold på stoffet. I anden del er det hans første udkast til romanen vi læser, og i det sidste ophæver Per Lau Jensen meget elegant tiden og stedets enhed og mikser nutid med fortid.
Resultatet er en fin roman, der formidler et rystende billede af den kynisme, penge, magt og kønnets drifter kan være forbundet med.